Formueskat – den helt forkerte vej for Danmark
af Betina Asbæk, Folketingskandidat i Københavns Omegns Storkreds
01. marts 2026
Statsminister Mette Frederiksen åbner nu for at genindføre formueskatten. Det er en dårlig idé, og vi i Moderaterne siger klart nej.
Formueskat lyder måske retfærdig i teorien. I praksis har den vist sig at være både skadelig, bureaukratisk og ineffektiv.
Erfaringerne fra andre lande, herunder Sverige, er tydelige: Kapital og arbejdspladser flytter til skattely i f.eks. Schweiz. Investeringer forsvinder. Iværksætteri bremses.
Sverige afskaffede sin formueskat i 2007, fordi den gjorde mere skade end gavn for både investeringslyst og vækst.
Danmark har også selv prøvet, men afskaffede formueskatten med virkning fra 1997. Dengang var det ikke en borgerlig regering, der nåede frem til, at formueskatten var en dårlig idé – det var den daværende socialdemokratisk ledede regering.
Beslutningen blev truffet, fordi skatten var administrativt tung, og fordi formueskatten hæmmede investeringer i danske virksomheder. Dertil kom, at formuerne var svære at værdisætte korrekt – tænk bare på det massive bøvl, der allerede er med at foretage ejendomsvurderinger. Det er ikke en rar tanke at forestille sig det samme system udbredt til alle typer formuer.
En formueskat rammer ikke kun “de rige”. Den rammer også familieejede virksomheder, landbrug og iværksættere, som har værdier bundet i deres virksomhed, men ikke nødvendigvis har store frie midler. Det kan betyde, at man skal betale skat af værdier, man ikke har realiseret. Konsekvensen kan være, at man i år med lavt eller negativt afkast skal betale en højere skat end årets indkomst.
Den slags svækker lysten til at investere, udvikle og skabe arbejdspladser i Danmark.
Vi skal beskatte klogt – ikke symbolsk. Danmark har brug for flere investeringer, stærkere konkurrenceevne og flere, der tør tage risiko. Ikke færre.
Derfor står Moderaterne fast: Vi skal styrke dansk erhvervsliv og ikke straffe opsparing, innovation, og initiativ.
Danmark bliver ikke rigere af at beskatte formuer – men af at skabe dem.